Jordløse i den tredje verden

  • af


FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 slår fast, at alle mennesker har ret til at eje ejendom, og at ingen må berøves sin ejendom. Det gælder også jord. Men ét er ord, et andet er virkelighed.

FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 slår fast, at alle mennesker har ret til at eje ejendom, og at ingen må berøves sin ejendom. Det gælder også jord. Men ét er ord, et andet er virkelighed.

Millioner af mennesker i den tredje verden er dybt engagerede i kampen om jorden. Kampen tager mange former afhængig af geografiske, politiske og kulturelle forhold, men det centrale er et krav fra jordløse og næsten jordløse småbønder om et stykke jord. For småbønderne i den tredje verden er jorden kapital, sikkerhed, et sted at være og høre til, en kilde til frihed, identitet og en mening med livet. Kampen om jord er samtidig en kamp for at ændre grundlæggende sociale strukturer, der fastholder mennesker i uværdighed, fattigdom, undertrykkelse og magtesløshed. 

De jordløse

Rundt regnet 500 millioner mennesker på landet i den tredje verden er helt jordløse. De hverken ejer jord eller har mere permanent brugsret til jord. Typisk er de landarbejdere eller forpagtere. De jordløse forpagtere betaler høje forpagtningsafgifter og har kun lille sikkerhed for at kunne bevare forpagtningen fra høstsæson til høstsæson. Landarbejdernes lønninger er ekstremt lave og udbetales ofte i naturalier. Der er tale om nogle af de fattigste mennesker i verden. Medregner vi den del af landbefolkningen, som ejer lidt jord, men ikke kan leve af den, og hele tiden risikerer at miste den, er cirka. 1,2 milliarder mennesker i verden jordløse eller næsten jordløse. Ofte er de sidste, deres børn eller ægtefæller nødsaget til at tage arbejde hos større bønder som løs- eller sæsonarbejdere eller helt uden for landbruget, for at familien kan få mad på bordet. For mange er den sidste udvej at drage ind til byerne til et liv i slum.

Jordløse i Latinamerika

I Latinamerika og Caribien er 69 procent af husstandene på landet jordløse eller næsten jordløse. Værst står det til i Brasilien, hvor 1 procent af jordbesidderne kontrollerer 44 procent af den frugtbare landbrugsjord, mens 53 procent af bønderne tjener til deres udkomme på bare 2,6 procent af jorden. Behovet for en mere retfærdig fordeling af jorden er meget stort i de fleste latinamerikanske og caribiske lande. Der har været jordreformer, men i de fleste lande uden særlig stor effekt, bortset fra i Nicaragua og Cuba. I Nicargua må de nye, små jordbesiddere dog hele tiden være på vagt for ikke at miste jorden til godsejere, der ønsker at den tilbage. Efter borgerkrigen i El Salvador og Guatemala kæmper fordrevne mennesker dér for at komme tilbage til den jord, de er fordrevet fra.

Presset fra det internationale samfund giver flere jordløse

De seneste 20-25 års neoliberale politik, som regeringer i den tredje verden er blevet påtvunget af det internationale samfund, definerer privatisering, frihandel, åbning af markedet og eksportfremme som ‘standardmedicin’ for udvikling. Fravær af småbønders adgang til kreditter, statslige konsulenttjenester, subsidier og andre støtteformer, for eksempel garanterede priser for deres varer, er en realitet. Det er en fast bestanddel i de strukurtilpasningsprogrammer, som den Internatiopnale Valutafond (IMF) har sat som betingelse for nationale lån og kreditter. I Verdenshandelorganisationen (WTO) kæmper de rige medlemslande for at tvinge regeringerne i den tredje verden til at fjerne subsidier, toldmure og andre handelsbarrierer for at fremme frihandel. Verdensbanken har de sidste 25 år set vejen frem til udvikling i små privatejede familiebrug og etablering af markeder for handel med jord.

Det er med andre ord ikke kun lokale kræfter, som småbønderne og de jordløse på landet i den tredje verden er oppe imod. De lokale regeringers politik er ofte fastlagt på bestyrelseskontorer i multinationale selskaber, store virksomheder og i de rige lande – uden folkelig deltagelse, specielt ikke fra fattige menneskers side. Fattige, undertrykte og marginaliserede mennesker i den tredje verden, som udgør en stor de af verdens befolkning, har mindre og mindre kontrol over ressourcerne, og resultatet er flere og flere jordløse og næsten jordløse småbønder.

Den skæve globale udvikling

60-90 procent af verdenshandelen med korn er i hænderne på seks multinationale selskaber.

De 10 største agrokemiske selskaber kontrollerer 85 procent af det agrokemiske verdensmarked, og af dem kontrollerer de største fem bogstaveligt talt hele markedet for genmanipuleret såsæd.

Endnu kommer omkring 80 procent af landbrugsafgrøderne i den tredje verden fra såsæd lagt til side af landmændene, men skift til nye højtydende afgrøder tvinger flere og flere bønder til at købe ny, billig såsæd fra verdensmarkedet. De nye højtydende afgrøder er desuden stærkt afhængige af pesticider og kunstgødning, der også må købes på verdensmarkedet.

Det siger sig selv, at den tredje verdens småbønder, som mangler jord, kreditter og andre ressourcer til at forbedre og udvikle deres landbrug, har svært ved at stå imod trykket fra de store selskaber, der dominerer verdensmarkedet. Nye højteknologiske produktionsformer er med til at presse småbønderne. Mens rige bønder, leverandører af såsæd og handlende bliver rigere og rigere, er de nye produktionsformer så dyre og kræver så anselige investeringer, at småbønderne reelt ikke har en chance for at tage dem i brug.

Bønderne drives fra deres jord

Mange regeringer i den tredje verden har endvidere på grund af den neoliberale politik givet store kommercielle landbrug førsteret på jord og vådområder, hvor de producerer til eksport og til forbrug i de hastigt voksende byer. De satser ofte på varer som chilipeber, blomster, frugt og grøntsager, som enten ikke er menneskelig føde, eller som man lokalt ikke har tradition for at spise. Dyrkningsformerne er maskinelle og pengekrævende og fjerner arbejdsgrundlaget for mange af de jordløse, som før har arbejdet på jorden. Mange steder er dyrkningsmetoderne også ødelæggende for naturen, idet de udpiner jorden, og for eksempel får grundvandsstanden til at falde. Det rammer hårdt i de pågældende regioner og kan føre til opløsning af hele lokalsamfund.

Højteknologiske projekter rundt om i den tredje verden driver millioner af mennesker væk fra den jord, de har boet på og dyrket gennem generationer. Det er for eksempel enorme dambrug til rejeavl, dæmninger, overrislingsanlæg, skovbrug, minedrift og udvinding af olie og naturgas. Hvis ikke ligefrem de bliver tvangsforflyttede, så flytter de af nød – mange af dem ind til byerne.

Jordløshed er også et nationalt problem

De jordløse og småbønderne bliver således presset, fordi nationalstaterne presses – eller lader sig presse. Det kræver globale forandringer at ændre på dette. Selvom kampen om jorden berører globale problemer, er der meget at gøre på nationalt plan. De enkelte regeringer kan omfordele jorden og løse nogle af problemerne for de mange jordløse og næsten jordløse. Det er ikke det fattige flertal, og dermed de jordløse, der sætter dagsordenen, heller ikke på nationalt plan, hvor magtforhold og økonomisk interesser modarbejder en omfordeling af jorden.

En omfordeling af jorden vil ikke løse alle jordkampens problemer med et trylleslag. Jordreformer skal følges op, og mange andre problemer vil være påtrængende at løse. Men det er centralt i løsningen af mange problemer, at jorden bliver mere retfærdigt fordelt, og at den tredje verdens bønder får mulighed for at dyrke deres egen jord.

Hvorfor en retfærdig fordeling af jorden?

En retfærdig fordeling af jorden vil blandt andet gavne selvforsyningen med fødevarer og lette presset på jorden i den tredje verden. De store private jordbesiddere, kommercielle farmere og multinationale selskaber besidder ofte den mest frugtbare jord og favoriseres af de lokale regeringer, da de giver landene hårdt tiltrængt udenlandsk valuta fra eksport af deres produkter. Men de koncentrere ofte indsatsen på en afgrøde, og resultatet er mindre national selvforsyning med landbrugsvarer, eksport af landbrugsprodukter og udpining af jorden. I modsætning hertil, vil en retfærdig fordeling af jorden give en mere hensigtsmæssig dyrkning af jorden. Små og mellemstore jordbrug er ofte mere effektive og giver generelt mere udbytte per arealenhed end større jordbrug. En bondefamilie, som har sikkerhed for ikke pludselig at miste jorden, og som har et marked, kreditter og lidt landbrugsfaglig kunnen, er tilbøjelig til at foretage mere langsigtede investeringer af kapital og ‘ansigts sved’ i forbedring og vedligeholdelse af jorden. En sådan familie er også mere tilbøjelig til at bruge dyrere og bedre udsæd, gødning og andre indput, end for eksempel en forpagter, der betaler for inputtene selv, men kun får en del af udbyttet. En retfærdig jordfordeling vil også kunne lægge en dæmper på overdyrkning af sårbare områder. I dag er titusinder af jordløse landarbejdere og næsten jordløse småbønder tvunget til at søge ud på marginaljord på bjergskråninger, i regnskovsområder og langs floder. De nye bosættelser er ofte usikre, arealerne er generelt ikke egnede til landbrugsproduktion, udbyttet er ringe, og dyrkningen medfører ofte træfældning, afbrænding af skov, erosion og udpining af jorden.

Deltagelse, aktivitet og harmoni

En retfærdig fordeling af jorden vil også have positive sideeffekter i form af mere økonomisk aktivitet i landområderne, fordi de nye indtægter skabt på grund af omfordelingen af jorden skal bruges et sted. De nye jordbesiddende familier får bedre råd til at købe varer og tjenester på det lokale marked, få håndværkere til at reparerer deres huse, købe skolebøger til børnene, købe cykler osv. osv. Dermed skabes arbejdspladser udenfor landbruget og økonomisk dynamik i landdistrikterne. Det vil skabe nye muligheder i landområderne og dermed være med til at dæmme op for den strøm af millioner af jordløse familier, der hvert år flytter til byernes slum i håb om en bedre fremtid der.

En mere retfærdig jordfordeling vil give ny værdighed og status til de jordløse og næsten jordløse familier – og på længere sigt også større politisk deltagelse. Besiddelse af jorden og bedre retstilling gør, at de også tør blande sig i politik. Den politiske deltagelse er allerede på vej gennem medlemskab af lokale organisationer og netværk for jordløse, næsten jordløse og kvinder på landet, der i mange tredjeverdenslande kæmper for en mere retfærdig fordeling af jorden og større adgang til kreditter, offentlig service og tjenester. Dette vil endvidere muliggøre mere social harmoni, fred og politisk stabilitet på landet, da de grundlæggende årsager til striden med de nuværende store jordejere og -spekulanter formindskes. En del af den dybe utilfredshed, som har skabt grobund for sociale spændinger, voldelige konflikter og borgerkrige, vil således være fjernet ved en mere retfærdig jordfordeling.