Med ilden for døren

  • af

Mellemamerika Komiteens møde med Q’uekchi landsbyer, som ligger i voldelig konflikt med et mineselskab

Ved søen Lago Izabal i Guatemalas lavland ligger landsbyen Barrio La Revolución med sine stråhuse i et malerisk scenario af frodige bjerge. I landsbyen, som består af 75 familier, findes hjertevarme mennesker, som glædeligt byder på kylling, tortillas og saftevand. Mennesker som stopper arbejdet i majsmarken for at fortælle om deres situation, der desværre langt fra er god.

For både landsbyen og bjergene eksisterer på lånt tid. Landsbyen ligger nemlig på jord, som tilhører det canadiskejede mineselskab Compania Guatemalteca de Níquel (CGN), der ønsker at gøre det 1000 km2 store område klar til minebrug. Dette indebærer blandt andet at fjerne uønskede beboere derfra, heriblandt landsbyen Barrio La Revolución.

Fordrivelser med afbrænding af huse, dyr og afgrøder samt mordtrusler mod landsbybeboere, har været brugt som metoder fra mineselskabets side. Det er dog endnu ikke lykkedes for CGN at uddrive Barrio La Revolución, da bønderne stædigt er vendt tilbage til det, de mener, er deres jord.

Uenighed om ejerskab

Hvordan kan både landsbyen og mineselskabet føle, at de er i deres gode ret til det samme stykke jord? I 1965 solgte den guatemalanske regering området til det canadisk ejede firma INCO uden hensyntagen til, at der allerede boede indfødte folk i området. Det kunne finde sted, da de lokale, ligesom så mange andre indfødte folk i Guatemala, ikke havde noget skøde på deres jord. Mineselskabet havde en aktiv mine på jorden frem til 1981, hvor de forlod landet. De fortsatte dog officielt med at eje jorden. Uofficielt følte bønderne, at denne jord tilhørte dem. I 2004 overtog Sky Resources, som ejer CGN, jorden fra INCO for på ny at udvinde nikkel i området.

Dermed er vi nået frem til situationen i dag, hvor CGN beskylder landsbyen Barrio La Revolución for at være jordbesættere og terrorister, som har invaderet CGN’s private jord. Barrio La Revolución er selv af den opfattelse, at den jord, som de og deres forfædre har boet på, uberettiget er taget fra dem. De anser det oprindelige køb af jorden som ulovligt og nægter at anerkende det.

Mistænksomhed overfor den danske gruppe

Situationen er gået i hårdknude og selv om der forsøges med dialog fra begge sider, frygter landsbyen til stadighed for endnu et voldeligt forsøg på uddrivelse. Denne frygt har skabt en, om end hjertelig, så også utryg og mistænksom landsby. Det oplevede vi tydeligt i Mellemamerika Komiteens udsendte gruppe, da vi var på besøg. Bønderne var tilbageholdende med at give os oplysninger, da de mistænkte os for at være lakajer for mineselskabet, der under dække af venligsindet vestlig organisation, reelt var ude på at spionere dem. Det var desværre en mistænksomhed, som ikke kom ud af det blå, men i stedet byggede på konkrete erfaringer.

Al utryghed og frygt for fremtidige uddrivelser til trods, understeger bønderne dog optimisme og figthervilje. De har ikke tænkt sig at give op. De har i stedet tænkt sig at beholde deres jord.

Landsbyen der blev fordrevet

Nok er det ikke lykkedes CGN at uddrive Barrio La Revolucion, men til gengæld er det lykkedes dem at fjerne andre landsbyer i området. En af disse landsbyer er Lote 8, som vi besøgte fredag den 3. oktober 2008. På vores vej derhen passerede vi et plateau med rester af bebyggelse og spor af dyrkning. Her har bønderne i Lote 8 boet tidligere. Men så en dag for halvandet år siden blev de voldeligt fordrevet af CGN’s udsendte. Derfor er vi ikke nået til vores bestemmelsessted efter at være kørt en halv times bjergkørsel fra hovedvejen. Vi må fortsætte i tre kvarters gang på en sti, der fører os langs bjergsiden gennem regnskov, mudderskråninger og vandløb, før vi når bøndernes nye hjem i Lote 8. Her forsøger landsbyen at etablere sig på den jord, de er i færd med at købe af CGN.

Når aftalen er på plads, håber landsbyen på at kunne leve uden flere sammenstød med mineselskabet. Indtil videre har processen med at overtage jorden langt fra været problemfri. Foruden den voldelige fordrivelse, som startede det hele, har mineselskabet krævet 104.000 Q for jorden (100 Q = 77.88Kr.). Det er meget for en fattig indfødt bonde, men landsbyen løser problemet ved at gå sammen om at betale jorden. Pengene er opsparinger fra områdets 99 familier, som hver betaler en lige del med penge fra salg af majs og kardemomme.

Indtil videre har landsbyen afbetalt halvdelen af pengene, men de udtrykte overfor os en vis tilbageholdenhed for at udbetale anden rate. Det skyldes flere aspekter. For det første har landsbyen ikke fået nogen officiel kvittering på, at de har betalt. Det bekymrer dem, da de frygter, at CGN kan finde på at benægte, at de har modtaget pengene. Desuden har CGN ved handlens vedtagelse lovet landsbyens beboere en skole, drikkevandsforsyning og en asfalteret vej til at lette den i forvejen komplicerede rejse til nærmeste by. Men løfterne er ikke nedfældet på skrift og bønderne er så småt begyndt at tvivle på, at disse løfter vil blive overholdt.

Sidst men ikke mindst er landsbyen fortsat underlagt mineselskabets pres. Efter at handlen var indgået, blev det tydeliggjort overfor landsbyen at ”så forventede man ikke flere problemer fra deres side”. Hermed skal det forstås, at mineselskabet nu forlangte, at landsbyen Lote 8 ikke blandede sig i nærliggende landsbyers kamp for retten til egen jord. Hvilket Lote 8 nu afholder sig fra i frygt for yderligere repressalier fra mineselskabets side. Det er på den måde en taktisk beslutning for mineselskaberne at gå ind i forhandlinger med landsbyer i området, idet det lykkes mineselskabet at splitte solidariteten mellem landsbyerne ad. Bønderne vil så gerne leve på deres egen jord i fred for problemer, at de dropper sammenholdet til fordel for dette. Hvilket utvivlsomt er til CGN’s fordel, da det er lettere at overtrumfe en enkelt landsby end et samlet opbud af landsbyer fra området.  

Et generelt problem

Foruden jordproblematikker og den uvished og utryghed det afføder, som vi så tydeligt mærkede i disse landsbyer, oplever de også andre problemer på grund af minen og mineselskabet. De frygter for markant forurening af vandet, når minen kommer i gang. Det skyldes, at der bruges svovlsyre til at udvinde nikkel med. Desuden er udvindingsformen hydrometallisk, hvilket betyder, at der bruges store mængder vand til at udvinde nikkelet, hvorefter vandet vender forurenet tilbage til grundvandet. Sidst, men ikke mindst, graves der store dynger jord ud, hvorfor de nikkelholdige bjerge vil forsvinde. Allerede nu mærker de også problemer af, at de nægtes adgang til veje, som ligger på minens jord. Veje de tidligere har kunnet bruge og veje som er eneste adgang til nogle landsbyer i området.

De problematikker vi mødte i og omkring El Estor er desværre ikke specifikke for området. I stedet er El Estor regionen et godt eksempel på de generelle problemstillinger, der er omkring minedrift i Guatemala, som igen og igen rammer indfødte folk.