Aktiv politisk feminisme i Guatemala
En enkelt gruppe skilte sig ud ved årets internationale kampdag i år i Guatemala By. En enkelt kvinde i den lesbiske feministgruppe skiller sig yderligere ud ved at komme fra den rige del af byen. Her fortæller hun om at være politisk engageret lesbisk i Guatemala.
Da der den 8. marts blev fejret Kvindernes internationale kampdag i Guatemala By, lykkedes det en enkelt radikal gruppe at fange alle nationale medier. Både symbolsk og bogstaveligt skilte de sig ud fra mængden ved at gå fra scenen i publikumsniveau og op på retsbygningens trapper, hvor de afslørede deres bodypaintede motto ”MIN KROP ER MIN” – et bogstav per krop. Michelle Binford deltog som ”S” (i ”es mio”) på trods af en noget anderledes baggrund end de andre kvinder i den lesbiske kvindegruppe Batucada.
Michelle Binford begynder uopfordret interviewet med at kommentere på det sektorinddelte guatemalanske samfund og understreger i samme ombæring, at hun har ”et seriøst problem med sine rødder”. Med sektorer mener hun fx land/by eller zonerne i Guatemala By, som ofte afspejler økonomisk og uddannelsesmæssigt niveau. Forbindelsen mellem rødder og sektorer er tæt i det traditionelle, patriarkalske og stærkt klasseinddelte Guatemala, og Michelle forklarer, at kommunikationen på tværs af skællene altid har været mangelfuld eller forbundet med diskrimination.
Da diskriminationen til tider går begge veje, turde Michelle, da hun begyndte i Batucada, hverken nævne efternavn, bopæl eller beskæftigelse. Hun er 35 år, bor i zone 10 i Guatemala By i den rige del af byen, er universitetsuddannet psykolog, skriver phd og arbejder på en privat klinik, og hun har fået sin amerikanske fars efternavn, så hun må alt i alt siges at tilhøre overklassen.
”Problemet”, siger hun, ligger i, at hun ud over at være aktivist og lesbisk har haft ”gode kår”. Ikke fordi overklassen ifølge Michelle er mere tolerant, ”det er de langt fra, de er mere konservative og traditionelle end nogen”. Men fordi økonomien har gjort det muligt for hende at blive uafhængig og flytte hjemmefra alene, hvilket ellers er meget atypisk. Samtidig har hun også været heldig med, at hendes forældre ikke slog hånden af hende, som det tit sker. Hun fortæller, at hendes mor støtter hende teoretisk set; ”hun siger, at det er modigt gjort, når jeg har været med til at aktionere. Men samtidig, sådan som forleden da vi talte om et radioprogram, som jeg skal være med i, spørger hun til, om det vil komme frem, at jeg er lesbisk, og jeg siger, at det ved jeg da ikke, men hvorfor? Og hun svarer, at det skulle hun jo vide, for at vide om hun kunne sige til sine veninder, at de skulle høre det”.
Uoverensstemmelsen mellem teori og praksis svarer til den, som Michelle gennem sin phd har kunnet konkludere, at mange mindre feministiske lesbiske selv udøver ubevidst på grund af kravene fra samfundet. Phd’en handler netop om temaet feminisme og det at være lesbisk i et patriarkalsk samfund. Michelle ser feminismen som en levemåde, der netop både teoretisk og i praksis stoetter kvinders absolutte selvbestemmelse og dermed også deres ret til at være lesbiske. I afhandlingen tilføjer hun også klasseperspektivet, fordi det tydeligvis er lettere for overklassen at bryde med familien om nødvendigt, men un fokuserer dog mest på feminismen. Det samme privilegerede valg kan siges at gøre sig gældende for hende personligt, hvor hun sætter feminisme og praksis i første række. Hun fortæller fx, at hendes bekymringer om egne rødder forsvinder i takt med, at hendes lesbiskfeministiske engagement øges.
Men slet ikke alle vælger sådan blandt overklassens feminister. Michelle mener eksempelvis ikke, at de, der skriver for ’Cuerda’ – Guatemalas meget akademiske, venstreorienterede kvindeblad – er rigtige feminister. ”En af dem kom til feministmøde sidste år og blev mødt med spørgsmålet: Hvad har du egentlig gjort for kvinderne i det her land? Der er ikke meget tilovers for teoretikere.” siger Michelle og underbygger det senere med at sige, at hendes afhandling hverken har kønspolitisk formål eller vil få den store betydning, da den på ingen måde har samme kraft som fx Batucadas aktioner.
Ægte politisk aktion
Navnet Batucada kommer af ordet batuquiar: at lave ballade, larm, påkalde sig opmærksomhed. Det er en aktionsgruppe, der blev stiftet af en lille gruppe lesbiske kvinder i Guatemala By, men de bliver dagligt flere og flere. De kæmper ”primært for seksualiteten” siger Michelle ”og mod den groteske uvidenhed fyldt med fordomme”, som karakteriserer den gængse guatemalanske forståelse. Michelle kom med i gruppen for godt et halvt år siden, kort før de lavede aktionen ”skrevet på huden” på dagen mod vold mod kvinder. ”Skrevet på huden” gik ud på, at forbipasserende kunne skrive, det de nu havde på hjerte i forhold til vold mod kvinder, og for at forholde det til den håndgribelige virkelighed, skulle man skrive det direkte på tre kvinder. Michelle tror meget på aktioner af den slags, ligesom hun tydeligvis selv har nydt at være med: ”Der gik vi rørt til tåre af det hele, af alle folkene og kvinderne, der gloede på os – jeg mener vi var rørte! ..men også bange.”
Den 8. marts havde de rustet sig med en rand af kvinder på begge sider, som skulle blokere, hvis politiet skulle ønske at anholde dem for umoralsk opførsel. Men der blev ikke problemer, og generelt var støtten overraskende. Da de læste deres manifest op lød der kun positive tilråb, og det på trods af at gruppen normalt ikke er lige velset blandt andre kvindegrupper. Her inkluderer man nødigt de lesbiske, for som Michelle ser det, er der kvindegrupper, feminister og lesbiske, hvor ikke alle feminister støtter lesbiske, og hvor ikke alle kvindegrupper støtter feminister. ” Jeg ved det ikke, måske er de bange” siger Michelle, men forklarer, at sådan er det oftest; enten bliver de direkte diskrimineret, eller også bliver de bare overset og usynliggjort. Hun er usikker på om det er værst at være lesbisk eller feminist i det Guatemalanske samfund generelt, men selv mellem kvindegrupperne er der altså stadig tale om et tabu.
På kampdagen havde Batucada dog fået lov til at være med, men kun accepteret for de mindre radikale dele af deres program. Det samme gjaldt fx gruppen af Antiimperialister, som fik lov at gå med, fordi kampdagen i år også var protest mod George W. Bush. Han skulle besøge Guatemala et par dage efter, og han har ført en politik, som flere af grupperne er imod. Batucada udvider i et af deres kampråb seksualitetskampen – for et ”plurisexuelt og multiorgasmisk Guatemala” – med kampen ”mod krig, mod kapital, mod racisme og neoliberal terrorisme”, så man fristes til at spørge om de ser sig som fremtidigt parti?
Fremtidens politik
”Her i Guatemala er politik lig med korruption, der er ingen der stoler på politikere … Jo, de har da kvinder og ligestilling med i deres partiprogrammer, men det er pure show”, opsumerer Michelle sit svar på spørgsmålet om partisolidaritet. Samme pessimisme gælder muligheden for at ændre situationen gennem politiske tiltag generelt. ”De (tiltagene. Red.) er ikke grundlæggende, basen fortsætter med at være præcis den samme, fordommene fortsætter med at være de præcis samme, overgrebene på kvinder fortsætter med at være de præcis samme… Forestil dig en lov, som sagde, der skulle være 50 % kvinder i et bestemt job … Det når vi aldrig til, der vil være kvinder, som føler, at de skal være mødre, skal blive hjemme, og mændene vil tænke ligesådan. Derimod forestiller vi os, at de her aktioner skal bryde med den her tanke, som er i hele samfundet”.
Vejen er som sagt aktioner, og et af Batucadas slagord opsumerer hvori bruddet består: SIN DIOS, SIN PATRÓN, NI MARIDO, NI PARTIDO! (Uden hverken Gud, herre, mand eller parti), men som Michelle tilføjer, er den lesbiske ”autonome” retning, hun støtter, for den sags skyld også imod ”MARIDA” (kone), da ægteskabet generelt er et systemets bånd.
Ud af de mange forskellige retninger og grupper, som arbejder for kvinderettigheder, tilhører Michelle kun en brøkdel, men som hun forklarer det, er den lesbiskfeministiske bevægelse i sig selv også delt. Der er de, der er støttet af fonde og primært arbejder for politiske tiltag, og de der arbejder uafhængigt, men splittelsen har aldrig været et stort problem. Fx var de på et møde i Chile i februar blevet enige om at lave deres egen protestdag – uden om ”Gay pride”, da den var for lidt politisk for begge deres retninger – både institutionsbevægelser og autonome. ”Men”, tilføjer Michelle, ”det er da godt, at der er nogen, der prøver det også” (institutionsvejen). For hende selv var det en skuffelse at se, hvor frustrerende arbejdet var med fonde og krav, da hun en overgang selv snusede til organisationsarbejde. ”Så hellere tjene mindre og lave ægte politiske aktioner” siger hun.
”Aktioner skal nok flytte noget med tiden – det handler om kædereaktioner, når nogen først begynder at blive opmærksomme på urimeligheden” Men hun tror dog ikke på, at der vil nå at ske store ændringer i hendes egen levetid. Til gengæld havde det overrasket gruppen positivt, at deres aktion den 8. ikke blev bortcensureret af pressen. Desværre måtte de nøjes med at få sloganet ”min krop er min” med. Dvs. heller ikke denne gang blev der nævnt det mindste om, at det drejede sig om lesbiske eller feministiske krav.