af Jonas Ellemand
PLQE – et mini-portræt af et politisk skoleprojekt i Guatemala
Jeg mødes med Carlos på spansk-skolen PLQE ikke så langt fra centrum i Guatemalas næststørste by Quetzaltenango (i folkemunde kaldet Xela). Jeg har gået på skolen nogle uger og ser frem til at interviewe ham. Carlos er dén første lærer på skolen og jeg har sat ham stævne for at blive lidt klogere på både ham og på projektets historie. Vi mødes over en kop kaffe i et af skolens større lokaler hvor der normalt vises film og holdes oplæg og præsentationer.
Jonas: Fortæl lidt om dig selv og hvordan du blev involveret i projektet.
Carlos: I 80’erne var jeg involveret i forskellige former for studenteraktivisme på San Marcos universitetet i Xela. Dengang var der tætte bånd mellem studenterbevægelserne og de revolutionære bevægelser. Efter personlige oplevelser med statsrepression i form af kidnapninger var vi en gruppe der besluttede at forsøge at gøre noget ved problemet. Især to kidnapninger der endte med tortur og drab på to kammerater overbeviste os om at vi som studerende var særligt udsatte og havde brug for beskyttelse mod den repression staten brugte i flæng.
I -87 begyndte jeg at arbejde på en anden skole med at undervise i spansk som andetsprog. I løbet af den tid kom vi på ideen med at lave en skole som både ydede os beskyttelse i form af international tilstedeværelse og samtidigt informerede det internationale samfund om hvad der foregik i Guatemala.
Vi gik i gang med at koordinere og gennemtænke projektet med dele af studenterbevægelsen og de folkelige revolutionære bevægelser. I begyndelsen var der kun plads til ganske få elever og det hele foregik halv-hemmeligt og mund til mund, men vi udvidede hurtigt og i starten af -89 havde vi allerede plads til en 7-8 elever. Det gik op for os at vi både kunne bære at være åbne og offentlige omkring projektet, men også havde brug for det. Vi begyndte at få opmærksomhed og det satte os i gang med at åbne konceptet. Vi omdøbte projektet og begyndte at reklamere offentligt. Det gik bedre og bedre.
Grundlæggende har vi ikke ændret på principperne bag projektet, men den politisk virkelighed omkring os har ændret sig og skolen med. Vi støtter fx ikke længere den væbnede del af den revolutionære bevægelse da den ikke længere er aktiv, men vi hjælper stadig URNG med opkvalificering, mobilisering og støtte til aktiviteter som fx det kommende valg i september.
(URNG er en sammenslutning af fire guerilla grupper og Guatemalas kommunistparti som efter fredsaftalen blev lovliggjort og fortsatte som politisk parti – F)
Det er klart at med fredsaftalen og den nuværende politiske virkelighed i Guatemala er sikkerhedsaspektet ved den internationale tilstedeværelse ikke længere så vigtig en del af projektet, men det er ikke ensbetydende med at det er ligegyldigt. Den internationale tilstedeværelse er med til at skabe opmærksomhed omkring Guatemalas til stadighed uretfærdige politiske virkelighed.
(selvom repressions-niveauet er faldet siden afslutningen af konflikten findes der desværre stadig mange projekter, der både efterspørger og modtager international tilstedeværelse i Guatemala – F)
Carlos får hurtigt talt sig varm og fremstår som om han er hjemme i stoffet såvel som i rollen som adspurgt. Det er tydeligt at det ikke er hverken første eller sidste gang han har fortalt skolens historie.
Jonas: Hvad er PLQE?
Carlos: PLQE står for ”Proyecto Linguistico Quetzaltenango Español”. Projektet er nonprofit og underviser i spansk som andetsprog, både for at tjene penge til at støtte lokale projekter og bevægelser, men også for at informere det internationale samfund om uretfærdighederne i Guatemala. Vi driver projektet med en social ansvarlighed overfor de ansatte og omgivelserne og forsøger at skabe et rum for og plads til diskussion af politiske, kulturelle og økonomiske spørgsmål i Guatemala og Centralamerika.
Projektets tre hovedaktiver er skolen i Quetzaltenango, kulturcenteretLuis Cardoza y Aragon og la Escuela de la montaña, en søsterskole som ligger ca halvanden time væk fra Xela.
Vores skole PLQE ligger centralt i Xela ca 10 minutter fra centrum. Skolen har store rummelige lokaler med plads til ca 40 elever af gangen.
Umiddelbart ved siden af ligger kulturcenteret der underviser lokale børn i engelsk og forskellige former for kreative udtryk og afholder kulturarrangementer.
Ca halvanden time fra skolen ligger søsterskolen ”La escuela de la montaña” som gennem forskellige projekter er tæt knyttet til de to nærliggende landsbyer Fatima og Nuevo San Jose.
Derudover bruger vi indtjeningen fra skolerne til at støtte en lang række forskellige initiativer:
-Et legat-program for unge der gerne vil gå i mellemskolen (13-15 år).
-Et bibliotek ved siden af bjergskolen der kommer til at indeholde internetadgang og studiepladser til lokale unge i de nærliggende landsbyer.
-Støtte til hjemvendte 500.000 fordrevne fra borgerkrigen (heraf flygtede 150.000 til udlandet), der nu i noget omfang er vendt tilbage til Guatemala, bl.a. penge til en før-skole.
-Løbende støtte til skoler på landet i form af skolematerialer
-Der er blevet støttet projekter der har skaffet basis fornødenheder til communities som vand og klasseværelser til skoler (bl.a. Fatima, Nuevo San Jose).
Efter at have kredset om skolen, dens historie og projekter begynder vi at snakke politik og om Guatemalas problemer. Carlos livlige ansigt ser pludseligt en anelse træt ud. Det skinner igennem at der virkelig er meget at tage fat i og lang vej til målet.
Jonas: Hvad er de største problemer i Guatemala i dag?
Carlos: Guatemalas problemer har historiske rødder. De stammer tilbage fra før borgerkrigen og det var de problemer som udløste den. Det største problem er den sociale eksklusion. Størstedelen af befolkningen ekskluderes fra et værdigt liv. De nægtes adgang til uddannelse, sundhed, næring, tag over hovedet og jord, mens de politiske institutioner fokuserer på marked og forbrug. Det er det neoliberale markedssystem inhumane karakter.
Volden og usikkerheden er også et problem som der tales om og som optager befolkningen meget.
En anden måde at anskueliggøre Guatemalas problemer på er ved at kigge på nogle af statistikkerne. Fx bliver der solgt flest luksusbiler i Guatemala i hele Latinamerika, mens landet samtidigt også har flest fejlernærede børn. Der er med andre ord økonomisk vækst, men fordelingen er så skæv at det ikke kommer de fattige til gode.
Jonas: Hvordan forholder den Guatemalanske venstrefløj sig til det?
De 36 års borgerkrig har trættet folket. Folk er trætte og frustrerede på trods af det håb som fredsaftalen bragte i 96. Efter fredsaftalen valgte venstrefløjen at føre en parlamentarisk kamp for social forandring, desværre er den delt og svag. URNG (og jeg) håbede at efter underskrivelsen af fredsaftalen ville folket vælge den parlamentariske vej til et bedre samfund. Det er desværre ikke sket. Det er som om folket har mistet troen.
Venstrefløjens ideer og strategi bygger i høj grad på en faktisk implementering af fredsaftalens anbefalinger. Skiftende regeringer har siden fredsaftalens slutning ikke haft viljen til at følge den dagsorden da det strider imod den herskende klasses interesser.
Valgsystemet er designet til de rige. Det koster at være med og det koster at vinde. URNG har den kæmpe ulempe at det ikke har adgang til medierne på samme vilkår som de andre partier der er privat støttede i en grad URNG slet ikke kan hamle op med.
URNG kæmper, i skarp kontrast til lignende partier i regionen som fx FMLN i El Salvador og FSLN i Nicaragua, for overlevelse (pt. deltager URNG i valgalliancen Frente Amplia/Bred Front med partierne WINAQ og ANN – F) og deltagelsen i alliancen er nødvendig for at overleve. Jeg tror ikke der er noget reelt politisk potentiale i alliancen, især Rigoberta Menchus parti WINAQ har slet ikke samme politiske vision som URNG, det er mere et centrum-højre-parti.
Jonas: Bidrager PLQE med at komme problemerne til livs?
Reelt er der kun et venstrefløjsparti: URNG. Derfor støtter vi dem. Som situationen er lige nu er vi langt fra magten. Tiden er derfor til at opbygge lokal organisering og opbygge en stærk og troværdig organisation. Vi støtter derfor blandt andet direkte en lokal borgmesterkandidat for URNG i San Marcos departementet.
(URNG har kun to mandater i den lovgivende forsamling og risikerer at ryge ud ved valget – ryger de ud skal de ifølge lovgivningen officielt opløses, men i praksis betyder det blot at de skal samle underskrifter for at få lov til at opstille igen, red.)
Da vi begynder at snakke om valget viser Carlos’ frustration sig tydeligt. Der er ikke meget tillid til det Guatemalanske system at spore i hans øjne. Han slår ud med armene og kigger opgivende på mig.
Jonas: Hvad er dine forventninger til valget i September?
For mig repræsenterer valget ikke nogen mulighed for reel forandring i dette land. De politiske partier, der deltager tilbyder ikke Guatemala nogen anderledes fremtid. De er alle, med undtagelse af URNG, neoliberale højreorienterede partier. Nogle er selvfølgelig værre end andre, fx Partido Patriota med deres slogan ”mano duro/hård hånd”, men over en bred kam fører de alle den samme økonomiske politik. De politiske partier fungerer mere som forretninger end som partier. De bruger staten og de tilgængelige resurser til at dække egne behov. Jeg har nærmest ingen personlig interesse i valget og overvejer hvorvidt jeg overhovedet skal stemme. Folk siger til mig at hvis jeg ikke stemmer så vil andre bare komme til at bestemme på mine vegne, men jeg ser virkelig ingen muligheder. Der er ingen partier der repræsenterer et opgør med de historiske problemer der til stadighed ligger til grund for de store problemer i Guatemala.
Der hvor der kan gøres en forskel for Guatemalas fremtid er i støtten til modstanden mod fx megaprojekterne (minedrift, store hydroelektriske kraftværker, etc.) der fordriver store landebefolkningsgrupper. Det er en kamp for retten til livet og jorden der har stor folkelig forankring i de berørte områder, og måske kan den styrke der ligger i de civilsamfund en dag udnyttes af et parti. Det mener jeg er landets håb.
Jonas: Hvorfor studere på PLQ?
Carlos: Der er mange gode grunde til at vælge PLQE frem for en af de mange andre spansk-skoler i Quetzaltenango.
For det første er kvaliteten af vores programmer høj. Skolen har med sin lange eksistens opnået en masse erfaring og det betyder at niveauet er højt. Mange af lærerne har arbejdet her i mange år og har derfor masser af erfaring.
Der er også værd at bide mærke i vores vision med projektet, der afspejler sig i vores program der ud over undervisningen også indeholder fx politiske debatter, oplæg, ture til lokale projekter og treks til lokale seværdigheder.
Skolen bygger på principper om social ansvarlighed og derfor er det en af de få i Quetzaltenango, ja i hele landet, der tilbyder lærerne en anstændig løn og fulde rettigheder (bonusser, sygesikring, osv., som godt nok er lovpligtig ifølge arbejdsmarkedsreguleringen, men reelt næsten aldrig bliver givet -F).
Der er som sagt mange gode grunde, siger Carlos med et bred smil.
Tak til Ellie Kaszniak for hjælp med oversættelse.
Skolens hjemmeside: www.hermandad.com