Hjem » Rejs ud » Guatemalabrigaden 2020

Guatemalabrigaden 2020

Brigade i Mellemamerika


Guatemalabrigaden 2020
Program
Pris og indhold
Tilmelding
Guatemalabrigaden 2020

Vi arbejder på at sende en brigade af sted til Guatemala i løbet af 2020.

Befolkningen i Guatemala består primært af efterkommere af mayaindianerne. Befolkningens dybe rødder ses stadig i dag blandt andet i deres traditionelle dragter med farvestrålende mønstre. Landet byder ligeledes på utrolige arkæologiske fund fra mayaernes storhedstid.

Guatemala er et land, som stadig slikker sårene ovenpå en årelang borgerkrig. Et land der slås med korruption og brud på menneskerettighederne. Men i Guatemala mødes du stadig med et smil. Du inviteres inden for og får serveret læssevis af hjemmelavede tortillas og bønnemos. 

Brigaden i Guatemala varer lige over 6 uger, og giver dig en unik mulighed for at komme helt tæt på mayaindianernes hverdag og historie blandt andet ved at bo ved en familie i en bondelandsby og hjælpe til med det daglige arbejde som kaffe- og majshøst.

Program

Guatemalabrigaden varer knap 3,5 måneder 

På tidligere brigader har programmet bestået af:

Forberedelse i Danmark

  • – En forberedelsesweekend 
  • – To ugers højskoleophold på Jyderup Højskole 

Brigaden i Guatemala  

  • – 1 uges intensiv sprogskole
  • – 6 ugers landsbyophold
  • – 1 uges ferie
  • – 4 ugers organisationsophold
  • – 1 politisk/kulturel uge
  • – 1 evalueringsuge

Efter hjemkomst

  • – Hjemkomstsaften med frivillige fra Mellemamerika Komiteen
  • – Hjemkomstweekend + planlægning af oplysningsprojekt

Læs mere om de enkelte elementer herunder:

Forberedelsesweekend

Forberedelsesweekenden afholdes i starten af december, og giver dig grundig information om brigadens forløb. Her møder du din koordinator og medbrigadister, hvor I gennem forskellige oplæg, workshops og rollespil bliver forberedt på mødet med en anden kultur. I kan tale om Jeres forventninger til brigaden og finde ud af, hvad I gerne vil have ud af turen samt hvad I kan bidrage med. Du vil også få pakketips, generel information og vejledning fra sygeplejerske.

Højskoleophold

Højskoleopholdet har til formål at brigadisterne lærer hinanden at kende samt at ruste brigaden bedst muligt til opholdet. Programmet varierer fra år til år og planlægges primært af koordinatoren, men kan f.eks. indeholde:

  • – En introduktion til Guatemalas historie samt økonomiske, politiske og sociale forhold
  • – Diskussion af mødet med en anden kultur
  • – Oplæg fra tidligere brigadister og andre Guatemala-kyndige
  • – Fortæller-workshop
  • – Filmvisning af relevante film, og debat om filmen
  • – Udarbejdelse af idé til oplysningsprojekt
  • – Undervisning i fotografisk og journalistisk formidling
  • – Forskellige højskolefag f.eks. teatersport eller gamle lege.

I løbet af forberedelsesweekenden har brigadisterne også mulighed for at komme med ønsker til højskoleopholdet. Hvis man f.eks. gerne vil lave en film i Guatemala, kan der være mulighed for undervisning i filmredigering osv. Koordinatoren vil derefter forsøge at efterkomme ønskerne i det omfang, det kan lade sig gøre.

Al forberedelse i Danmark er obligatorisk.

Opholdet i Guatemala

Der er forventet afrejse til Guatemala i slutningen af januar eller starten af februar. Opholdet strækker sig over ca. 3 måneder.

Sprogskole

Efter et par dage i hovedstaden, Guatemala City, går turen til byen Quetzaltenango (også kaldet Xela), hvor brigadisterne bliver undervist intensivt i spansk. Sprogskoleopholdet er af en uges varighed. Underviserne er lokale guatemalanere og hver brigadist kommer til at indlogere sig hos en lokal familie. Om eftermiddagen eller i weekenden er der mulighed for at tage på forskellige ture eller opleve byen nærmere.

6 uger i en guatemalansk landsby

Opholdet i landsbyen strækker sig over ca. 6 uger. Brigadisterne bor enkeltvis hos guatemalanske bondefamilier. Typisk vil man bo hos et landbrugskooperativ, der er tilknyttet en af MAKs lokale samarbejdspartnere.

Under landsbyopholdet deltager brigadisterne aktivt i det daglige arbejde både i marken og i huset. Oftest laver man også et projekt i landsbyen. Tidligere eksempler på landsbyprojekter: bygge et kontor til kooperativet, renovering af en skole, lave en legeplads, lave skraldekampagne. Derudover kan man også afholde forskellige arrangementer for familierne og landsbyen – ofte i forbindelse med projektet. Dette er en enestående mulighed for at lære om livet i en fattig landsby og komme tæt på mennesker, hvis livsperspektiv er grundlæggende forskelligt fra vores eget.

Ferieuge 

I løbet af brigaden er der planlagt en selvbetalt ferieuge, hvor der er ”fri leg”. Denne uge giver mulighed for at rejse rundt selv og opleve det natur og kultur skønne land.

Guatemala byder på fantastiske templer, naturlige pools og flotte kolonibyer. Det er nemt at komme rundt i landet med bus, og både Beliz, El Salvador og Mexico er kun en kort tur væk. 

Organisationophold

For at få en bredere forståelse af Guatemala består brigadeopholdet også af et 4 ugers ophold i en større by. Her arbejder brigaden sammen med en organisation. Valget af by kan variere fra år til år. Deltagerne bliver indlogeret enkeltvis hos lokale familier. Afhængig af deltagerantallet bliver man inddelt i flere små grupper, hvori der arbejdes med et projekt i lokalområdet. Projektet afhænger dels af hvilke organisationer brigaden vælger at samarbejde med, og dels af brigadens interesser. Det er altså muligt i høj grad selv at påvirke brigadens indhold. Af tidligere brigaders projekter kan nævnes istandsættelse af et kvindehus med tilhørende vægmaleri, teaterstykke i samarbejde med lokal teatertrup, renovering af park i samarbejde med unge nicaraguanere, afholdelse af forskellige events i forbindelse med kampagne, lave en fodboldbane osv.

Politisk-kulturel uge

Denne uge foregår i en af Guatemalas byer, som summer af politik og kultur. Indlogeringen foregår samlet i gruppen på et hostel eller lignende. Programmet planlægges typisk af koordinatoren i samarbejde med en af MAKs samarbejdspartnere i byen. I løbet af ugen vil der være mulighed for at møde forskellige politiske partier, organisationer, foreninger, besøge museer mm.

Evaluering

Den sidste uge af opholdet i Guatemala bruges på at evaluere opholdet og evt. arbejde videre med oplysningsprojektet. Evalueringsugen vil finde sted i skønne omgivelser, så der er god plads til fordybelse. Det er en uge med god tid til at få snakket om indtryk og oplevelser fra hele rejsen.

Efter opholdet

Efter endt brigade i starten af maj er der mulighed for at rejse videre på egen hånd. Det er muligt at tilkøbe en åben flybillet, så du kan rejse hjem, når du har lyst. Billetten kan også ændres undervejs.

Der holdes en hjemkomstfest for den hjemvendte brigade, hvor de nye brigadister har mulighed for, at møde resten af organisationen, og dele oplevelser og erfaringer med ”gamle” MAK’ere.

Derudover afholdes et hjemkomstweekend i efteråret, som er inkluderet i prisen. Brigaden skal efter hjemkomst udforme en form for oplysningskampagne i Danmark af valgfrit omfang og emne.

Pris og indhold

Prisen for hele opholdet (inklusiv forberedelse i Danmark) er 35.000 DKK.

Hvad er inkluderet i prisen:

  • – Flyrejse tur/retur
  • – Forberedelsesweekend i København (inkl. kost og logi)
  • – Undervisning på 2 ugers højskole højskole i Danmark (inkl. kost & logi)
  • – Afhentning i lufthavnen ved ankomst
  • – 1 uges sprogundervisning i Guatemala
  • – Kost og logi under brigadeopholdet
  • – Administrationsgebyr til Mellemamerika Komiteen
  • – Hjemkomstweekend v. Mellemamerika komiteen (inkl. kost og logi)
  • – Afbestillings- og rejseforsikring kan tilkøbes når du bestiller dit ophold
  • – Visum (under opholdet)
  • – 1 års medlemskab af Mellemamerika Komiteen og deltagelse i den følgende landsmøde.

Prisen inkluderer ikke:

  • – Evt. udgifter ifm. ferieugen
  • – Vaccinationer 
  • – Transport til lufthavnen efter endt ophold
  • – Transport til/fra intro og hjemkomstweekend i København
  • – Evt. ændring af flybillet og forlængelse af forsikring

VISUM:

Du kan rejse visumfrit i Guatemala i 90 dage, og du behøver derfor ikke søge visum hjemmefra. 

Du kan søge om at forlænge opholdet med op til 30 dage, mens du er i landet.

Du kan ifm. din indrejse blive bedt om at vise billet til din rejse retur eller videre ud af CA-4-landene: El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua.

Tilmelding

OBS! Vi arbejder på at sende en brigade til Guatemala i 2020. Nærmere info følger.