Af Maria Skovgård Andersen og Julie Høj Thomsen
Grå, triste, og trætte Guatemala city bliver invaderet af alverdens farver, mens lyden af trommer og glædesråb lidt efter lidt fylder atmosfæren. Børn, unge og voksne i spraglede kostumer danser hen ad gaderne i to niveauer – nogle på jorden og andre rager med deres høje stylter et godt stykke op over mængden. Jongleringskegler og -bolde flyver gennem luften og danner smukke symmetriske mønstre. Folk tager hinanden i hånden og danner en cirkel der skal symbolisere samhørighed og fællesskab, mens de igen og igen synger “Her kommer glæden”.
Byen er med ét forandret – glæde og positivitet har overmandet den ellers så vandte følelse af frygt. Fra ingenting opstår der pludseligt et anderledes bud på hvad Guatemala City kunne være – et trygt rum, med plads til mangfoldighed og uden vold.
I Nicaragua bryder en ung pige tavsheden og italesætter problematikken om tidlig graviditet og kønssygdomme. Hun har lige været tilskuer til et gadeteaterstykke, hvor to klovne dyrker ubeskyttet sex. Mange af de andre tilskuere siger i første omgang ikke noget, men nu har en modig pige brudt den tunge stilhed, og lidt efter lidt begynder snakken om en presserende problematik der præger det Nicaraguanske samfund, alligevel blandt publikum.
I Danmark går unge asylansøgere på gaden i København for at manifestere deres situation og tilstedeværelse i det danske samfund. De går sammen med andre unge: danskere, guatemaltekere, nicaraguanere, honduranere. Alle er klædt i farver og danser, trommer og synger i stil med optoget i Guatemala City. Det er kulminationen på en uges workshops som mellemamerikanske og danske kunstnere har lavet på Sjælsmark asylcenter. I løbet af den uge har kunstnerne demonstreret hvordan deres metoder med leg og kreativitet kan nedbryde sprogbarriere og skabe glæde og fællesskab et ellers trist og isoleret sted.
Det er nogle af de mange gode oplevelser vi kan huske fra vores rejser i Mellemamerika og vores engagement i MAKKULT’s toårige projekt ”AktionArte”. Projektets mål har været at styrke ungdomsdeltagelse i Nicaragua, Honduras og Guatemala, ved at støtte ungdomsgrupper, der arbejder med arte comunitario. Grupperne arbejder med teater, dans, gøgl, akrobatik, musik murmaleri, poesi og andre kreative udtryksformer, som et redskab til at skabe selvtillid, engagement og en kritisk samfundsbevidsthed hos unge. MAKKULT’s projekt har i løbet af de sidste to år støttet gruppernes arbejde gennem workshops i temaerne historisk hukommelse, organisatorisk styrkelse, samt borgerjournalistik og sociale medier. Derudover har projektet haft et regionalt element, hvor grupperne har mødtes, for at udveksle erfaringer. Et af disse møder var i Danmark i sommeren 2011 hvor 8 af de mellemamerikanske kunstnere i samarbejde med MAKKULT og danske kunstnere lavede en festival i Folkets Hus og en række workshops på Sjælsmark Asylcenter. Den næste planlagte aktivitet bliver en festival i Honduras til sommer.
Læs om festivalen her
Men bortset fra festivalen til sommer er projektet ved at være ved sin ende, og derfor er vi nu på evalueringsrejse i Mellemamerika. I løbet af den sidste måned, har vi været på besøg hos de i alt fem grupper, samt hos vores samarbejdspartner, det guatemalanske kunstnerkollektiv Caja Ludica. Vores besøg har gjort stort indtryk, og nogle af de indtryk vil vi gerne dele med jer.
Et åndehul i Ciudad Quetzal
Vores rejse starter i Guatemala. Her er et af de første besøg hos gruppen ”EncontrArte”, der holder til på skolen Eprodep, i Ciudad Quetzal, lidt uden for Guatemala City. Vi kører med taxa fra zona uno og efterhånden som vi nærmer os Eprodep stiger antallet af murmalerier på de grå betonbygninger. Da vi når skolen, er der ikke mange grå pletter tilbage. Det er gruppens koordinator, Gucho, der har malet de fleste, men der er også mange af malerierne, som gruppens medlemmer har lavet. Vi er imponerede. Ikke mindst da vi træder ind i det kreative værksted, hvor gruppen holder til. Alle vægge er dekoreret i farver, ansigter og mønstre, og under loftet hænger tre fugle lavet af gamle paraplyer. ”Dem bruger vi når vi laver optog i gaden” forklarer Gucho.
Skolen, Eprodep, er anderledes end de fleste skoler i Mellemamerika. Det var en gruppe mødre fra Ciudad Quetzal der startede skolen lige omkring borgerkrigens slutning, fordi de var utilfredse med undervisningsmetoderne i de offentlige skoler. Skolen skulle være for alle, og undervisningen skulle være inddragende og mere praktisk orienteret. En ældre lærer som vi møder under vores rundvisning på skolen fortæller: ”Det var nogle af idéerne fra starten. Siden da har vi udviklet os meget. Gennem vores kontakt til Caja Lúdica har vi fx fået meget mere fokus på det kreative. Jeg selv er lærer fra den gamle skole, så nogle af de her ting er også svære for mig, men jeg prøver hele tiden på at udvikle min undervisning”.
Mens vi snakker kommer flere af børnene hen og hilser på. De er især glade for Gucho. Nogle af drengene klapper ham i hånden, og rækker derefter en knyttet næve frem, så han kan slå sin mod deres. En mere afmålt måde at hilse på, end nogle af pigerne, der giver ham lange knus og hænger ham om halsen. Men alle hilsnerne indikerer stor respekt og tillid.
Der kommer også en lille fyr hen og fortæller os noget om en bold han har fundet. Det er svært at forstå præcist hvad han siger, og vi forstår hurtigt at drengen er udviklingshæmmet. Da han er gået fortæller Gucho lidt om det. Der er flere børn på skolen, der har handicaps. Fx går der en døv pige i en af de mindre klasser. Det er vigtigt for skolen, at der er plads til alle, særligt da der ikke er mange andre steder i samfundet, hvor der er plads til mennesker med handicaps. Derfor har hendes lærere, og en del af de andre elever lært tegnsprog.
Da vi er færdige med vores rundvisning mødes vi med gruppen EncontrArte for at evaluere AktionArte projektet. Gruppen består udelukkende af piger i alderen 10-16 år, alle elever på skolen. Det betyder at de er vandt til den her slags pædagogik. Nogle af dem er endda kommet på skolen siden de var helt små, fordi deres ældre søskende har skullet tage sig af dem i dagtimerne, og derfor har taget dem med. Det kan mærkes. Der er ikke nogen, der er bange for at sige noget, og de forstår hurtigt vores spørgsmål, som ellers har været lidt svære for nogle af de andre grupper at forstå.
De har mange inputs, men halvvejs inde i evalueringen bliver vi afbrudt af tre høje smæld udefra. Der går et chok igennem forsamlingen. Gucho springer straks op og løber ud for at se hvad der er sket. Pigerne er forskrækkede. ”Min søster er derude” siger én, mens resten prøver at få et glimt af hvad der foregår gennem det lille vindue. Man kan se nogle af de andre børn løbe hurtigt forbi udenfor. Vi prøver at skabe lidt ro igen og fortsætter evalueringen. Kort efter kommer Gucho tilbage. De tre smæld var skud. Nogle fyre var kørt forbi på knallert og havde skudt ind mod skolens område. Heldigvis er der ikke nogen, der er blevet ramt, men der er fundet tre patroner på skolens grund.
Det er tydeligt at mærke at alle er påvirkede af episoden. Men det er heller ikke første gang at gruppen har den slags oplevelser. For få måneder siden blev to medlemmer af det guatemalanske netværk for arte comunitario (RGAC) overfaldet efter et arrangement, som gruppen holdt på skolen. Gruppen er selvfølgelig påvirkede af episoden. De kan ikke føle sig trygge i deres område, ikke engang på skolen, som ellers på mange måder er et åndehul fra resten af samfundet.
Kunst for livet
Heller ikke i Mezquital, hvor gruppen JOVI – Jovenes por la vida, holder til, kan man føle sig tryg. Det er ellers ikke noget vi umiddelbart mærker, da vi er der for at besøge gruppen. Folk er venlige, smiler og hilser på os da vi går fra stationen, gennem markedet og ned ad de smalle veje. Gruppens koordinator, Juanjo, og hans lille familie er gået den lange vej for at hente os, og følge os hjem til deres hus, hvor gruppen holder til. Huset er meget småt og ligger halvvejs nede ad en stejl skråning. Den ene del af huset er den lille families, den anden del er dedikeret til gruppen, og er derfor fyldt op med masker, stylter, kostumer osv. Det er her de øver teater, styltegang, jonglering, dans og andre kunstneriske udtryk.
Da vi er færdige med at evaluere og går tilbage mod stationen kommer vi forbi nogle fyre, der står og hænger. Vi får et par kommentarer med på vejen, den slags man må høre når man er ”chella” i Mellemamerika. Da vi har passeret dem fortæller gruppens koordinator, Juanjo at fyrene er medlemmer af den lokale bande. Det er dem der styrer området, bl.a. ved hjælp af vold og opkrævning af beskyttelsespenge.
Kort efter kommer vi forbi et stort grafittimaleri med et ansigt i midten. Vi genkender straks ansigtet, som vi efterhånden har set på mange billeder hos Caja Ludica. Det er ”El Mono”. Den unge fyr, som var en frontfigur i Caja Ludica, og som blev myrdet en aften i Guatemala City for omkring to år siden. Man kender stadigt ikke til motivet bag mordet. ”Han var vellidt her i barrio’en” fortæller Juanjo. Det er nogle lokale grafittimalere, der har malet billedet til ære for ham.
Da vi kommer til den stejle skrænt, lægger vi mærke til at en fra gruppen har svært ved at gå op ad de mange trapper. Det går op for os at det må være hende, som Juanjo tidligere har omtalt i en mail. Han skrev at et medlem af gruppen var blevet ramt af en kugle, da hun var på vej til bageren med sin datter, og der pludseligt opstod skyderier mellem politiet og den lokale bande tæt ved hendes hus. Heldigvis blev hun kun ramt overfladisk og nu en måneds tid efter er hun på benene og deltager igen i gruppens arbejde.
Det er svært at forstå at hun overhovedet tør gå udenfor en dør den dag i dag. Men som hun selv siger; “Hvad skal jeg gøre? Lukke mig inde i mit hus uden kontakt til omverdenen?” Selvom vi ved at det ikke er så simpelt, kan vi ikke lade være med at spørge om hun ikke kan flytte til et mere sikkert sted. Men selvfølgeligt kan hun ikke det. At flytte et andet sted hen kræver en økonomisk kapacitet som de færreste guatemaltekere har, samt at du har et sted at flytte hen til. Hun har ingen af delene. Derfor må hun blive og fortsætte kampen.
Men som hun selv påpeger, så er oplevelser som denne med til at understrege vigtigheden af gruppens arbejde i området. Det er netop denne vold og hårdhed de prøver at forebygge ved at skabe en anden form for liv i gaden og et alternativt fællesskab for børn og unge. Et alternativ hvor der er plads til alle og hvor man kan udtrykke sig frit og kreativt.
Midt i ingenting
Endeligt kan vi midt i mørket skimme lysene fra en større by, og vi er begge lettede. Vi er tilbage i Santa Rosa de Copan, efter at have besøgt de to landsbyer som projektets honduranske kunstgruppe Teatro Altura arbejder i. Fire timer bag på en motorcykel i det honduranske bjerglandskab, er hård kost når man ellers ikke er vandt til at transportere sig på den måde. Men hvilket transportmiddel vi skulle bruge, lå sådan set ikke til diskussion – de to landsbyer ligger så langt ude i ingenting, at ingen offentlige busser når frem. Har man ikke privat køretøj, må man altså frem til bens eller ved at tomle, hvilket klart nok medfører at mange indbyggere ikke har så meget at gøre med andet end deres eget lille lokalsamfund. På trods af vores trætte kroppe, var det altså til vores held at Marlon og Eric, Teatro Alturas to koordinatorer, kunne tage os med på besøg.
De to små samfund minder os om så mange andre Mellemamerikanske landsbyer. En hullet, støvet grusvej forbinder den asfalterede motorvej, med det lille byområde der mest af alt består af små huse af enten cement, blik eller træ. Der er stille og virker tomt her midt på dagen, hvor temperaturen er høj og solen stærk – intet indikerer en særlig høj grad af aktivitet. Vi finder dog hurtigt ud af, at de to landsbyers isolation og umiddelbare passivitet ikke er et faktum der får lov at sætte dagsordnen. Midt ude i dette ingenting, har nogle unge honduranere, på trods af al forventning, organiseret sig om at styrke ungdomsdeltagelsen i lokalsamfundet, og om at bryde med de enormt konservative normer der i så høj grad præger dette – alt sammen ved hjælp af de simple, men effektive redskaber; leg, kunst og kreativitet – la Metodología Lúdica.
Men det er ikke helt ukompliceret at være ung honduraner med socialt engagement. Fritiden er utrolig knap, da det mange steder forventes at de unge tager del i forældrenes arbejde, når de ikke passer deres skole eller huslige pligter. Under vores besøg hos den ene af grupperne Red José, er gruppens koordinator egentligt på arbejde på landsbyens kaffe-finca, men da denne samtidigt fungerer som gruppens tilhørssted, formår han alligevel at være til stede ved at løbe frem og tilbage mellem maskinerne og vores lille forsamling. Han vil ikke gå glip af muligheden for at videreformidle gruppens arbejde til de udefrakommende. Han fortæller og viser billeder i et tempo, der gør det svært at følge med, men det er med en enorm passion, og et snært at stolthed. Det her er virkeligt vigtigt for ham. Gruppen har ikke mange ressourcer til rådighed, hverken tidsmæssige eller økonomiske. Vi får fortalt at de lige netop har fået fabrikeret nogle kostumer og stylter, da de for første gang fik lidt betaling for en forestilling de satte op. Den første betaling de har modtaget, på trods af at gruppen har været aktiv gennem tre år. ”Det går måske langsomt, men den rigtige vej, og hver gang bliver vi stærkere som gruppe” fortæller de, ”lidt efter lidt”. Eget tilholdssted har gruppen heller ikke, men de har fået lov til at mødes på kaffe-finca’ens terrasse. Her mødes de nogle aftner om ugen for at planlægge nye aktiviteter. De kunstneriske præsentationer, men også såkaldte campamentos og días de juego. Hvad dette indebærer må vi spørge ind til, og der bliver straks hentet endnu en stak billeder. Et af billederne viser en gruppe grinende unge der kæmper med at få en kammerat gennem et lille hul i et net, en meter over jorden. ”Den her leg går ud på at samarbejde om at få hele gruppen gennem hullet, uden at nogen rører nettet” fortæller koordinatoren begejstret, helt som var han med i legen lige nu og her. Campamentos går simpelthen ud på at skabe et sted hvor byens unge kan mødes, lære hinanden at kende, og gennem forskellige aktiviteter styrke sammenhold og samarbejde. Arrangementet varer to dage, så alle overnatter på stedet, hvilket bidrager til at skabe nærvær. Et andet billede fortæller os hvad días de juego er for noget – et af gruppemedlemmerne står, omringet af børn og voksne, ved noget der ligner et lykkehjul. På hjulet står der i farvede rubrikker spørgsmål som fx ”Hvad betyder HIV?”. Deltagerne skal således besvare det spørgsmål de lander på, når hjulet går i stå, og hvis de svarer rigtigt vinder de en lille præmie. ”Den mest effektive måde at informere folk om vigtige emner på, er gennem legen. Det giver ikke mening at forsøge at nå ud til folk gennem kedelige foredrag eller med løftet pegefinger. Folk kan lide leg og konkurrencer, så det udnytter vi til at arbejde med sociale temaer”. Billederne vidner om at det helt sikkert har været en sjov, men sikkert også lærerig dag.
Mens vi bevæger os gennem den store stak af billeder, falder mørket på. Velvidende at vi har to timer på motorcykel til gode, beslutter vi os for at takke for i dag, og gøre klar til afgang. De mange knus og kærlige hilsner, indikerer at der er et stærkt bånd mellem Red Jose, og Teatro Altura. Red Jose har i udgangspunktet organiseret sig selv, men siden da har Teatro Altura hjulpet gruppen med bl.a. at skabe deres kunstneriske profil, men også ved at afholde workshops i foto og video, sociale medier og blogspot, samt i organisatoriske redskaber. Alt sammen en videregivelse af de kendskaber Altura har opnået gennem MAKKULT-projektets workshops. Før disse workshops var der gruppemedlemmer der aldrig havde haft et kamara i hånden og for hvem budgetter og organisatorisk planlægning var fremmedord, men i løbet af vores besøg er vi altså både blevet præsenteret for en video gruppen selv har produceret, og for en projektansøgning de har udarbejdet til de lokale myndigheder. Det varmer om hjertet at mærke Red Jose’s begejstring for de redskaber de har modtaget, og at se hvor langt projektet egentligt er nået ud.
Efter et fællesfoto, sætter vi igen kurs mod byen. Vi suser ud i landskabet, og får lige akkurat et glimt af den røde sol der forsvinder bag de høje bjerge.
”Que sigue la lucha!”
Det engagement vi har mødt i alle vores møder med de unge kunstnere, er noget af det som fylder os med fascination. Hvert område har sin kontekst, og gruppernes udfordringer varierer naturligt som følge af dette, men til fælles har de alle kampen mod samfundets fastgroede strukturer. De mellemamerikanske landes sociale forhold, gør det utroligt svært at være ung og aktiv – socialt og politisk engagement bliver nemt opfattet som bandeaktivitet, eller som en trussel mod selv samme bander, hvilket kan have voldsomme konsekvenser. På trods af at de unge udgør størstedelen af landenes befolkninger dominerer hierarkier hvor ‘gammel’ er vis og ‘ung’ uden ord. Men alligevel, imod al forventning, er et gennemgående træk hos alle grupperne et imponerende engagement, og en inspirerende optimisme. Drømmen om en bedre virkelighed er drivkraften.
For os i MAKKULT har det været utrolig lærerigt og inspirerende at samarbejde med disse kunstnere. Det er fascinerende at se hvordan man i en kontekst fyldt med problematikker som fattigdom, vold og marginalisering, kæmper med glæden og legen som redskab. Med de kreative metoder skaber de et rum hvor man kan være sig selv, kan udtrykke sig frit og sige sin mening. De danner et fællesskab, der er inkluderende. De lukker ikke øjnene for den virkelighed, der eksisterer. Tværtimod gør de alt hvad de kan for at indgå aktivt i den, men altid ved at insistere på at fremkalde det menneskelige i os mennesker. Det er noget af det kunsten kan!
Vi i MAKULT siger tak for to lærerige år i samarbejde med grupperne, og vi glæder os til at holde festival i Honduras til sommer!