Af Astrid Oberborbeck Andersen
*”Vi er virkelig fucked up, men vi overlever fordi der ikke er andet at gøre.”
Ordene kommer fra Marta Mazier (48), der bor i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Hun er iværksætter inden for møbelfabrikation og konsulent inden for udvikling af små virksomheder og mikroøkonomi. Hun er gift med en skovingeniør og mor til to drenge, der begge studerer på det offentlige universitet UNAH. Marta og hendes familie er veluddannede og tilhører noget lignende en middelklasse. Der er mad på bordet hver dag, og familien har eget hus og bil. Ifølge Marta selv findes der ikke nogen middelklasse i Honduras: ”Enten er man rig eller også er man fattig”, siger Marta, og befinder sig nok et sted midt imellem.
Med denne tekst skal vi besøge Honduras. Vi skal ankomme til landet, se dets situation fra oven og møde fire forskellige honduraneres synspunkter på landets aktuelle situation.
Når man flyver over eller til Honduras, kan man fra oven betragte et grønt og frodigt bjergrigt land, med en smuk caribisk kystlinje, der under solen smiler mod himlen med hvide sandstrande. Hvis man kommer som turist, kan man se frem til dage med tropiske frugter og køligt øl under palmernes skygge; dykning blandt koraller og fisk i mange farver; rolige dage med vandring i bjerge og kaffeplantager, badning i vandfald; eller lade mayaers pyramider og skulpturer transportere en langt tilbage i tiden. Honduras er rigt på farver, dufte, former, rytmer og forskellige ansigter med smil og glimt i øjet.
Opholder man sig på andre steder end de få isolerede luksushoteller og resorts på de mest besøgte turistmål, går der ikke længe, før man af lokalbefolkningen bliver advaret: gå ikke ud alene om aftenen, gå ikke længere ned ad stranden… historier om tyve og overfald i alle grader af voldelighed florerer og cirkulerer i de fleste af alle landets kroge.
Tager man en anden indgang til landet, via nationale eller internationale medier, opdager man endnu hurtigere, at Honduras er et land med flere problemer end man kan tælle på ti fingre, og at de fleste af disse er problemer, der stikker langt ned i historiens muld….
For at skrive denne korte artikel, bad jeg tre bekendte i Honduras svare på nogle spørgsmål om landets aktuelle situation. I artiklens åbning mødte vi den første, Marta. Arnold Leiva (45) er lærer i den offentlige grundskole i provinsen Santa Barbara, hvor han også er mobiliseringskoordinator for den folkelige modstandsbevægelse, der opstod som reaktion på statskuppet i 2009, og som siden da har arbejdet aktivt og fredeligt på at mobilisere græsrødderne til en politisk kultur og på at bane vej til en ny statsforfatning. I 2011 blev Arnold af undervisningsministeriet suspenderet fra sit arbejde i tre måneder – uden ret til løn. Ifølge ham selv var suspenderingen en del af statsapparatets strategi til at intimidere lærerstanden, der i Honduras er en af de mest velorganiserede faggrupper. Den tredje interviewede hedder Patricia Toledo (38). Hun er billedkunstner og tekstforfatter, og bor for tiden i Mexico City. Hendes 17-årige datter bor hos en af Patricias søstre i Tegucigalpa, hvor hun studerer på den nationale musikskole.
Alle tre interviewede nævner kuppet i 2009 som et kritisk vendepunkt i Honduras’ historie. Kritisk fordi det intensiverede de mange historisk forankrede kriser, men samtidigt genererede nye bevægelser af protester, krav og udtalte ønsker om at forandre landets politiske og sociale skæbne.
Spiralen
Hvad er det vigtigste, der sker i landet lige nu?
Marta: ”Siden statskuppet i 2009 har vi levet med en politisk, økonomisk og social krise, der bare synes at blive værre og værre. Mange, særligt unge, er uden arbejde. Den nationale rigdom er meget ulige fordelt, vi lever i et land med enorm social ulighed, og den nuværende sociale og økonomiske krise har skærpet de trange livsvilkår, som det store flertal af folk, der i forvejen lever en forarmet tilværelse, lever i.”
Patricia: ”Med kuppet forsvandt den spæde tiltro til de offentlige institutioner totalt. Ingen respekterer regeringen; vi lever med angst, mistillid, had og vantro rettet mod myndighederne.”
Denne holdning om manglende tiltro til statslige institutioner finder ekko i Arnolds svar: ”Den usikkerhed (inseguridad) som vi lever med, er landets største problem. Usikkerheden er selvfølgelig forårsaget af de store sociale og økonomiske forskelle som dette system har skabt. Befolkningen har mistet tilliden til politiet og til militæret, der er dømt af deres egen samvittighed. Inden for politiet er der udbrudt en intern konflikt, der har afsløret den morderiske praksis som politiet og militæret har implementeret imod folket. Siden kuppet er mange journalister, advokater og bønder blevet myrdet, og kvindemord synes at stå øverst på dagsordenen.”
Højesteret, der på papiret står som den statslige retssikkerheds rygmarv synes totalt at have mistet sin uafhængighed. Det var netop højesteret, der – i samspil med kongressen – dikterede statskuppet i 2009. Efter kuppet og det efterfølgende (tvivlsomme) præsidentvalg i november 2009, synes kongressen og højesteret at være smeltet sammen til ét symbiotisk organ: kongressen tager højesterets beslutninger, kongressen fjerner dommere og sætter nye ind efter hvad der passer kongressens politiske linjer og fantasier. Da næsten ingen forbrydelser bliver dømt, hersker der stor straffrihed, samtidigt med at kongressen vedtager love, der strider imod forfatningen: den nye Ley de Regiones Especiales de Desarrollo (lov for særlige udviklingsregioner) og Mineloven er begge de seneste eksempler på love, der bryder med forfatningen og, ifølge oppositionens grupper, kompromitterer landets suverænitet.
Med disse tunge problemstillinger er langtfra alt blevet nævnt: de offentlige hospitaler er ved at kollapse under mangel på medicin og ressourcer, lærerstanden har ikke fået løn i månedsvis og bliver systematisk chikaneret af deres egen arbejdsgiver, undervisningsministeriet, i form af trusler, suspenderinger og afskedigelser – særligt af de lærere, der åbenlyst sympatiserer med og arbejder aktivt for modstandsbevægelsen. Desuden kan en omfattende privatisering af el, havne, sygehuse og telekommunikation opremses som elementer, der afspejler statens krise.
Med hvilke følelser males hverdagen i Honduras for tiden (offentligt og politisk)?
Marta: ”Min hverdag er malet med bekymring for fremtiden.”
Patricia: ”Hverdagen i Honduras tegnes med sorg og håbløshed.”
Arnold: ”Vores folk er frustreret; der er meget frygt, der er fremprovokeret af den høje grad af vold og kriminalitet der hersker overalt. Folk lever med bekymring for at finde brød til bordet hver dag. Skuffelsen er den følelse der dominerer, når det kommer til politikerne, mens politikerne bruger afpresning og manipulation af information, når det gælder at komme til eller holde fast på magten.”
Det ser kort og godt mørkt ud på mange områder i Honduras – nu som mange år tilbage.
Håbet
Ser du i Honduras nogle processer eller elementer af håb?
Arnold: ”Den Folkelige Nationale Modstandsfront (Frente Nacional de Resistencia Popular) er et vigtigt element af håb. De folkelige klasser og en væsentlig del af den politiske klasse er sprunget med på modstandsbevægelsens projekt, hvilket nu er blevet til et politisk parti, LIBRE (Partido Libertad y Refundación). Det er det eneste betydningsfulde, der sker i Honduras lige nu – i en tid der ellers er malet sort med krise. LIBRE er født ud af græsrødderne og støttes nu af langt de fleste organiserede sektorer. LIBRE har rent faktisk mulighed for at komme til magten ved det kommende præsidentvalg, og derfra bygge videre på en politisk og social forandringsproces, der vil gøre det muligt for os at komme ud af den situation af usikkerhed og afmagt, som vi på alle områder lever med nu.”
I november 2013 skal der være præsidentvalg. Kandidaterne fra de forskellige partier er linet op. For første gang siden landets uafhængighed fra Spanien i 1821 er der et parti, der kan give faktuel modstand til de to traditionelle partier, Partido Liberal (de liberale) og Partido Nacional (de konservative), og dermed har mulighed for at løsne op for det fastforankrede topartisystem.
LIBREs præsidentkandidat er Xiomara Castro, hustru til Manuel Zelaya Rosales, der den 28. Juni 2009 af hæren blev hentet ud af sit hjem i pyjamas og smidt på et fly til Costa Rica. De fleste kalder begivenheden et statskup, andre kalder det en lovlig afskedigelse grundet overtrædelser af den honduranske forfatning. I dag er det Xiomara Castro, der står med knyttet næve under skyggen af en panamahat og lover folket respekt for menneskerettighederne, et uafhængigt retsvæsen og en bedre fordeling af magt og rigdom blandt landets forskellige folk. Ifølge meningsmålinger foretaget i januar 2013 står hun nu til at få 25 % af stemmerne, foran det regerende Nationalistparti der står til at 23 %, hvis der skulle være valg i dag.
Marta ser også partiet LIBRE som en positiv udvikling for landet: ”Jeg ser LIBRE som en ny politisk mulighed; som forandring i det politiske liv i Honduras. Efter kuppet i 2009 har der været en udbredt folkelig protest rettet imod den måde landet er blevet ledt på igennem århundreder, af en lille økonomisk og politisk elite, der har fordelt goderne imellem sig, og styret landet til egne fordele. Denne udbredte protest er blevet konkretiseret i Modstandsbevægelsen (Movimiento de Resistencia). De har stået for at generere flere kritiske tanker, flere krav om forandringer og opstillingen af et nyt politisk parti, der indtil nu har formået at bryde med det traditionelle topartisystem.”
”Et andet håb ser jeg i de unge, der har påtaget sig en anden attitude i forhold til at søge imod et bedre og mere retfærdigt samfund, i alle sine dimensioner: socialt, politisk, økonomisk og miljømæssigt.”
Hvor Marta og Arnold begge placerer deres håb til forbedring i de nye politiske bevægelser, er der andre, der arbejder med andet materiale for at væve noget nyt.
Kunsten som en måde at frembringe drømme og åbne døre mod fremtiden
Patricia: ”Jeg ser håb i mange nye kunstneriske bevægelser og processer. Det er bevægelser, der er startet med at en kunstner, alene eller i fællesskab, har fået en god idé, og har virkeliggjort den med kreativitet som drivkraft til at vinde de offentlige rum tilbage, til at skabe dialog, enhed og antyde at fred er mulig.”
Et eksempel på en sådan kunstnerisk proces og bevægelse er projektet ”Utopía, min ret til at drømme”, ledet af scenekunstneren Sandra Herrera Dean (46) og scenekunstproducenten Imaginarius.
Læs om Mellemamerika Komiteens arbejde med arte comunitario her
Sandra bor i provinsbyen Santa Rosa de Copán, der ligger i den vestlige del af Honduras, ikke langt fra grænserne til Guatemala og El Salvador. Siden 2008 har hun og Imaginarius, som hun er kunstnerisk leder af, brygget på et helt særligt projekt og forestilling – om identitet og drømme – om utopier.
Projekt Utopía, min ret til at drømme er tænkt som et svar på den nutidige nødsituation, som synes at være blevet kronisk i Honduras.
”Det er en national nødvendighed at få folk til at fokusere på fremtiden på en ny måde og håbefuld måde” siger Sandra. ”Det er tydeligt, at vi alle er utilfredse med en helt masse ting i vores hverdag og omverden. Men spørgsmålet er hvordan vi kan ændre på det, skabe løsninger. Jeg tror kreativiteten – der er noget alle mennesker er født med – er en god motor til at tænke og skabe nye rum for forandring. Jeg bruger særligt teatret og scenen som rum til at sige det jeg vil sige, og prøve at provokere, for at generere refleksion og kritik af samfundets skygger.”
Projektet Utopía er særligt rettet mod unge. Igennem workshops, visninger af forestillingen, debatter søger Imaginarius at få aktiveret en bevidsthed, rettet imod fremtiden blandt unge i Honduras – få dem til at drømme, diskutere og konstruere en bedre fremtid for dem selv og for landet.
Sandra: ”Jeg forstår utopi som noget der er muligt at nå, ikke som et sted, men som noget der finder sted; noget som vi kan skabe. Vi starter ud fra én virkelighed og skaber nye virkeligheder. Men for at nå dertil, har vi brug for at drømme.”
Forestillingen har premiere i april, og lige nu er Sandra i gang med at holde workshops med unge om forestillingens indhold og afprøve scenografien – en stor drømmefanger, der bliver skabt i løbet af forestillingen, og som forestillingens karakter kan kravle op i for at spinde på drømme om fremtidens Honduras.
Vi letter fra Honduras for denne gang. Med en klarhed om at nok er landets nutid lige så kritisk som dets historie. Men med en vished om at der stadig håbes, drømmes og tages aktive skridt imod en bedre fremtid.