Mellemamerika Komiteens store jule-lotteri

I forbindelse med REMO-kvindernes indsamling til at frikøbe deres aktivitetshus på øen Ometepe i Nicaragua har MAK’s event-gruppe organiseret et jule-lotteri. 

Alt overskuddet fra lotteriet går direkte til indsamlingen!

For et mindstebeløb på kun 25 kr., kan du sikre dig en billet til vores lotteri om en dejlig, nicaraguansk flaske Flor de Caña Centenario rom. Vinderen trækkes mandag d. 21. december.

Flor de Caña Centenario er en udsøgt og eksklusiv 12-års rom og én af verdens mest anerkendte og prisvindende i sin klasse. Smagen er halvsød, fyldig og ekstraordinært blød med fremtrædende toner af nougat, mandel og smør.

Du får din billet ved at indbetale mindst 25 kr. til MobilePay 912349 (“Mellemamerikakomiteen Århus”). Skriv venligst “Lottery” i MobilePay-beskeden, inden du gennemfører betalingen.

Det er muligt at købe flere lodder for at få større chance for at vinde.

 

Støt en god sag!

Ved at deltage i dette lotteri, støtter du også REMO; et frivilligt netværk af kvinder på øen Ometepe i Nicaragua. Følg deres side på facebook her.

REMO har eksisteret siden 2012 og består af frivillige kvinder, som arbejder med kvinders rettigheder på alle fronter, blandt andet i deres kvindeaktivitetshus, Espirales, som de har lejet igennem 6 år.

Stedet er en central ramme for deres virke og en vigtig base at arbejde ud fra. Espirales bruger de til kriserådgivning, gæstehus, møder i netværket, kurser og seminarer, bibliotek, samt biointensiv dyrkning af jorden. 

REMO søger derfor nu økonomisk støtte til at købe Espirales og ved at deltage i lotteriet, støtter du dette vigtige huskøb.
Alle donationer går ubeskåret til sagen.