Latinamerika Dag 2023
Efter mange måneders planlægning og knoklen, fik vi med stor glæde og succes afholdt Latinamerika Dag 2023 den 27. maj.
Det hele foregik i Folkets Park på Nørrebro, heldigvis med en masse sol, om end også en del vind der fik pavillionerne til at lette. Men selv det slog os ikke ud af kurs, med fyldte vanddunke og meget snor, fik vi sikret alle pavilloner og et vellykket arrangement. Det kan vi i høj grad takke MAKs mange frivillige for, som hjalp til både i forberedelsesfasen og på dagen.
På dagens deltog en masse spændende aktører, såsom International Børnesolidaritet som bidrog med en lodtrækning om håndlavede smykker, dekorationer til hjemmet og en masse andre spændende ting fra Latinamerika. Mi Cuerpo/Min Krop var kommet for at fortælle om deres arbejde om undervisning i seksuel sundhed i Mexico og Colombia. Pollitos Spanish Academy solgte børnebøger, samt havde forberedt en historiefortælling for børn på spansk. I Taste of Latin America‘s stand kunne der findes et hav af lækre specialiteter fra Latinamerika og ingredienser som er svære at finde i almindelige danske supermarkeder. Til stede på dagen var også Nunca Más, som i deres stand solgte lækre kager, og havde forberedt en quiz i sammenhæng med formidlingen af deres organisation og arbejde.
I MAKs bod havde de frivillige givet vores lykkehjul ny udsmykning og forberedt et spil hvor man skulle matche Latinamerikanske lande med deres flag – en svær opgave for mange. MAKs frivillige fik en masse spændende historier fra folks oplevelser i Latinamerika og kunne ligeledes fortælle om deres egne samt MAKs arbejde i Mellemamerika. Derudover havde de frivillige også forberedt en tombola og interaktiv skattejagt med spørgsmål om regionen.
I MAKs børnetelt stod de frivillige for underholdning til de mindste. Der var både ansigtsmaling, en fyldt piñata, farvelægning af dyreliv fra Latinamerika og en skattejagt.
Selvfølgelig skulle der heller ikke være mangel på mad – fra Guatemala helt hen til Argentina var mange forskellige landes madkultur repræsenteret, med både det søde og det salte.
Programmet bød også på spændende taler fra de nævnte aktører samt fortælling fra Michel fra Colombia Solidaritet og LGBT Asylum om den aktuelle situation i Colombia og hvordan det er at være LGBT flygtning i Danmark.
Den musikalske del blev dækket af en række koncerter. Tidligt på eftermiddagen kom Trypical Cumbia og spredte god stemning blandt gæsterne. Senere optrådte Carola & Juan med en dejlig koncert.
Både Forró Copenhague og Latin Vibes holdt danseworkshops, som fik publikummet til at løsne lidt op og fylde dansegulvet. Aftenen blev afsluttet med optræden af Guatemalansk DJ.
Vi vil gerne sige KÆMPE TAK til alle dem der deltog og delte dagen med os! Og ikke mindst tak til alle dem der var med til at gøre dagen mulig! Tak til Nørrebro lokaludvalg som har støttet projektet med Nørrebro puljen.
Sammen har vi udbredt danskernes kendskab til Latinamerika, skabt broer mellem forskellige organisationer, netværks og danskere der beskæftiger sig med Latinamerika og nydt en dag spækket kultur, oplysning, dans, gastronomi og musik fra Latinamerika.
Vi håber i havde en lige så god dag som vi havde. Kig i galleriet nedenunder eller find flere billeder på vores facebook ved at klikke her.