MAMA - MELLEMAMERIKA KOMITEENS MEDLEMS MAGASIN

MAMA forside 2020

MAMA er Mellemamerika Komiteens årlige medlems magasin.

Hvert år står en frivillig redaktion for at indsamle materiale til medlemsbladet i form af fotos, artikler skrevet af medlemmer og projektgrupper, interviews med relevante personer, anbefalinger, annoncer og nyheder fra året der gik i Mellemamerika.

Kært barn har mange navne

Medlemsmagasinet har tidligere blandt andet heddet ”Nica-nyt”. Dette navn stammer tilbage fra dengang Mellemamerika Komiteen hed Nicaragua Komiteen. Navnet MAMA er for mange fangende på grund af dets dobbelt betydning. Nogle får associationer til ”mor” som MAMA jo ganske rigtigt betyder på spansk. Forkortelsen har dog ikke noget at gøre med moderskab, men står blot for MellemAmerika Komiteens medlems MAgasin. Måske man kan sige at MAMA-magasinet er Mellemamerika Komiteens altseende mor?

MAK har haft tradition for at bruge trykkeriet i Solidaritetshuset og sende MAMA-magasinet ud til alle medlemmer hvert år. Dette har altid været et kæmpe arbejde for den frivillige redaktion og har især været værdsat og haft stor nostalgisk værdi for vores kernemedlemmer. Vi ved det for mange er noget helt specielt og enestående at have bladet i fysisk form og ikke mindst kunne dele de flotte billeder og artikler med venner, bekendte og samarbejdspartnere.

Det nye MAMA

På landsmødet i 2019 blev det besluttet, som en del af en to-årigspareplan, at undlade at trykke MAMA i to år, da en stor del af organisationens budget hurtigt fik vinger med produktionsomkostningerne og forsendelse. Derudover vil vi også gerne vise os som et miljøbevidst forbillede. Produktionen er ressourcekrævende og til trods for kernemedlemmernes nostalgi ved vi også at mange blade desværre ender urørt blandt øvrige reklame blade.

MAMA 2020 og MAMA 2021 er derfor en forsøgsordning hvor vi er interesserede i at udforske de muligheder der ligger i at have MAMA-magasinet i online format. Det digitale MAMA-blad kan i år læses i online version. Her kan bladet læses som et online magasin med bladre-funktion. Vi er spændt på dette nye format og hører gerne fra jer med konstruktiv feedback!

Er du medlem af MAK og mangler at modtage dette års MAMA, så fortvivl ikke. Det eneste du skal gøre er at skrive en mail til os på info@makomiteen.dk, så sørger vi for at du får adgang!
Er du endnu ikke medlem af MAK og ønsker at læse MAMA, så læs mere om hvordan du melder dig ind her.

40 års jubilæum

I dette års udgave af MAMA fejrer vi Mellemamerika Komiteens 40-års fødselsdag!

Dette kommer i MAMA til udtryk i et stort tilbageblik på vores arbejde i Mellemamerika de sidste 40 år. I løbet af året har medlemmer indsendt deres personlige billeder og anekdoter fra deres arbejde i Nicaragua, Honduras og Guatemala. Vedhæftet er personlige beretninger og dybdegående artikler om situationen dengang såvel som i dag. Det er spændende læsning for nye såvel som gamle medlemmer. Derudover kan der læses om håndteringen af COVID-19 i Nicaragua og da REMO-kvinderne fra Ometepe i Nicaragua var på besøg i Danmark.

Vi håber at bladets artikler kan inspirere nye frivillige til at bidrage til vores arbejde og projekter samt at ’gamle’ frivillige kan glædes over frugten af deres arbejde.

MAMA-bladet er et særlig vigtigt medie at vedligeholde og bevare da Mellemamerika Komiteen er den eneste danske organisation som udelukkende beskæftiger sig med solidaritetsarbejde i Mellemamerika og oplysningsarbejde i Danmark. Nyheder fra Mellemamerika er i de danske medier ikke så vel dækket som man kunne ønske sig, derfor er MAK’s arbejde afgørende! 

Vær med

At være en del af MAMA-redaktionen er en enestående mulighed for medlemmer der ønsker erfaring med kommunikation, redaktion, design, redigering, journalistik og projektstyring.

Det er hvad vi gør det til!

Har du lyst til at være en del af næste års MAMA-redaktion så skriv en mail til info@makomiteen.dk med emnefelt: ”MAMA 2021 – redaktion”, en kort tekst om dig selv samt CV. Så kontakter vi dig med nærmere info!

Har du lyst til at bidrage med billeder, artikler, anbefalinger, nyhedsrapportager eller andet så skriv en mail til info@makomiteen.dk med emnefelt: ”MAMA 2021 – indhold” og dit bidrag!

Vi glæder os til at høre fra dig!