Af Ann-Dorthe Hass Jensen.
Mød Antonia Rosalpina Gutierrez Chavarría: Ved første øjekast en typisk nicaraguansk kvinde, smilende, ikke ret høj og med langt sort hår. På mange måder er Rosalpina da også en typisk nicaraguansk kvinde. Hun bor sammen med sin partner, tre halvvoksne børn og sit første barnebarn i to bittesmå værelser ved siden af ATCs kontor; en af de tre organisationer vi samarbejder med på jordlegaliseringsprojektet ENDEFTI i Jinotega.
Rosalpina har haft en opvækst som så mange andre unge piger i Nicaragua. Hun er født og opvokset i fattige kår lidt uden for Jinotega og var heldig nok til at komme i skole. Men 13 år gammel måtte hun gå ud af skolen efter kun at have gennemført 2. klasse, fordi hun flyttede sammen med en mand, der forlangte, at hun skulle blive hjemme og tage sig af husholdningen. Da hun lige knap var fyldt 15, fik hun sit første barn, hvorefter manden forlod hende uden nogensinde at hjælpe hende økonomisk med barnet.
Rosalpina deler dermed skæbne med tusinder af andre ganske unge piger i Nicaragua, der ofte finder sig fastlåst i fattigdom, fordi de meget tidligt har fundet sig en partner og fået børn for så at være blevet forladt som eneforsørger ofte for tre, fem eller endnu flere børn. Et ansvar der ikke ligefrem lettes af, at disse unge piger ofte er analfabeter eller som Rosalpina kun har modtaget meget lidt skolegang. Uden uddannelse er mulighederne i Nicaragua for et godt betalt job næsten lig nul.
I dag har de unge den mulighed, at de kan søge job som fabriks-arbejder, (hvilket dog skaber andre problemer). Men da Rosalpina som 15-årig stod som ung alenemor, var der næsten kun den jobmulighed at få arbejde som hushjælp og på mange områder så situationen slem ud. Til min overraskelse opfatter Rosalpina dog i dag ikke det, at manden forlod hende, som noget negativt. Som hun fortalte mig under det interview, der danner base for artiklen; “Ja det viste sig jo at blive et gode, ikke mindst at jeg kun nåede at få ét barn med ham, før han forlod mig. Med et barn kunne jeg få job og beholde barnet hos mig, hvilket ville have været næsten umuligt med flere børn2”.
Hun anser sig altså for heldig i retning af, at han forlod hende, før hun fik flere børn med ham.
Rosalpina fik sig således et job som hushjælp først i Estli og dernæst i Leon, så hun kunne forsørge sig selv og sit barn, som hun passede sammen med arbejdet. Hvordan det gik med at bo hos de forskellige familier, har hun hidtil undgået at tale med mig om – men sjovt har det nok ikke været.
Hun fortalte mig dog om en ting, som hun begyndte på, mens hun arbejdede. Nemlig at gå i skole igen. Hun indskrev sig på et aftenskoleprogram, der gjorde det muligt for hende at gennemføre to års skolegang i løbet af et år. I løbet af to år gennemførte Rosalpina således først 3. og 4. klasse og dernæst hendes 5. og 6. klasse, hvad der i Nicaragua svarer til grundskolen. Hvert år scorede hun klassens højeste karakterer, og begge år blev hun udnævnt til sin klasses bedste elev.
Det sidste år blev hun også forelsket og flyttede sammen med en ny mand. Kort tid efter sin eksamen fik hun så sit barn nummer to.
Desværre forlod også denne mand hende og barnet, så Rosalpina nu havde to børn at forsørge. Men hun havde fået smag for uddannelse og ville nu noget med sit liv, så hun overtalte sin mor til kort tid efter fødslen at tage sig af de to børn.. Som hun fortalte under vores interview: “Jeg ville forbedre mig, og jeg ville i secundario (et tre-årigt forløb der i Danmark ville svare til 7.-9. klasse, red.), så jeg fik min mor til at tage sig af børnene, mens jeg arbejdede og læste. Jeg sendte hende naturligvis penge til børnene og besøgte dem så tit, som jeg kunne, men det var en hård tid.”
Hun gennemførte til og med det andet år af hendes secundario, og så flyttede hun tilbage til Jinotega. På nogenlunde samme tidspunkt blev Rosalpina medlem af ATC og begyndte på frivillig basis at undervise voksne i at læse og skrive, samtidig med at hun arbejdede. I 1999 skaffede ATC hende et stipendium, så hun de følgende tre år hver lørdag kunne deltage i et kursus i administration. I maj 2002 blev hun valgt til generalsekretær, dermed sagt leder, af ATC i Jinotega. Ikke dårligt for en kvinde med de odds imod sig.
Jeg mødte Rosalpina i september 2002, da jeg første gang kom til Jinotega i forbindelse med starten af ENDEFTI-projektet. Da jeg mødte hende, var hun stadig forholdsvis ny på posten som generalsekretær og ved de møder, som jeg i starten havde med hende og de andre koordinatorer, var hun tydeligvis stadig usikker og havde svært ved at slå igennem med sine argumenter overfor de to andre koordinatorerne i projektet, der begge er mænd med stærke personligheder. Jeg forsøgte derfor at bakke hende op, men jeg var også en smule bekymret for, om hun kunne beholde sit hverv eller ville give op. Men som tiden gik, så jeg hende få ny selvtillid, som da hun lærte at bruge en computer og lærte, hvad planlægning kan betyde, og ikke mindst den dag da ATC for første gang afleverede et fejlfrit månedsregnskab. For hver sejr voksede hun lige et par tommer. Men hvor meget hun er vokset med opgaverne, og hvor meget selvtillid hun har fået, blev jeg dog først opmærksom på, kort før jeg tog til Danmark i august måned.
Inden jeg tog af sted, lavede vi en fire-dages intern evaluering af projektarbejdet, og vi skulle blandt andet evaluere det materiale, som er blevet lavet til undervisning af småbønderne omkring deres bondekooperativer. Til min overraskelse bad Rosalpina om ordet og stillede sig op ikke alene foran ENDEFTI-gruppen, men også tre mænd fra FENACOP, den organisation der sammen med vores undervisningskonsulent havde lavet materialet, og lavede ikke blot en forrygende analyse af materialet, men holdt siden fast i sine kritikpunkter og overbeviste de to andre koordinatorer om, at hun havde ret, og fik dem til at støtte hendes ændringsforslag.
Et par enkelte gange kiggede hun over på mig for at få støtte, men stort set kørte hun det selv. Jeg var imponeret og meget glad, da jeg stille og roligt kunne krydse næsten alle de kritikpunkter af, som jeg selv havde skrevet op omkring materialet. Det skal her nævnes, at det ofte er meget svært at få folk til at komme med konstruktiv kritik i Nicaragua, og at det er noget, vi arbejder meget med i projektet; at lære af de fejl der begås i stedet for at tie dem ihjel eller skælde ud over dem.
Den aften gik jeg tilbage til hotellet helt høj og glad og en smule stolt af det projekt, som Mellemamerika Komiteen har skruet sammen, for jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet er den støtte, som Rosalpina har modtaget i form af undervisning, der har været med til at give hende redskaber til at kunne udvikle sig yderligere og tage de kvantespring, som jeg har set i det år, projektet nu har kørt. Indtil videre ses resultaterne måske mest i enkeltindivider som Rosalpina – men når deres udvikling og arbejde er med til at bane vejen for andre og skabe flere muligheder i lokalsamfundet, ja så nytter det altså noget at skabe projekter, hvilket er en rar tanke at begynde eller afslutte dagen med.